Lejerens FAQ

Her finder du svar på de spørgsmål, vi oftest får. Og finder du ikke svar, så kontakt os endelig!

Ordensregler

Vi har naturligvis ordensregler for brug af området. Hjælp os med at holde orden på stedet, så det fortsat er et dejligt sted at komme. Her er vores ordensregler for området og hytten:

Træer og buske
Al færdsel i nyplantninger og beskadigelse af træer og buske er ikke tilladt.

Parkering
Parkering er kun tilladt på parkeringspladsen, og færdsel på området med motordrevne køretøjer er ikke tilladt.

Store løb
Til større O-løb i de tilstødende skove skal der forud indhentes tilladelse på Godskontoret.

Alm. færdsel
Almindelig færdsel på veje og stier er tilladt (jagttid undtaget). Eventuelle poster skal fjernes efter brug.

Bålsteder
På de anviste lejrpladser må der graves bålsteder, men disse skal slettes efter brug.

Rafter
Rafter skal stilles tilbage i raftegården.

Der må IKKE saves i dem. De må heller ikke bruges som kant i bålsteder på lejrpladserne.

Rygning
Der må ikke ryges indenfor i hytterne. Skodder skal smides ud i skraldespanden. Ved skraldehuset er der en rygerplads med stort askebæger, der kan benyttes.

Køkken
Kaffegrums, theblade, papir o.lign. må ikke komme i vaskene. Madvarer må ikke efterlades på centret. Vask grundigt op. Køleskabet skal efterlades rengjort, slukket og med åben låge.

Brænde
Brænde hentes i brændeskuret ved lejrpladsen.

Affald
Affald fyldes i containeren i skraldehuset. Flasker og dåser skal tages med til nærmeste affaldssortering – evt. på genbrugspladsen i Hinnerup.

Flag
Flaget skal hænges op på spærene på sovesalen, hvis det er fugtigt.

Rengøring
Alle gulve skal vaskes. Borde og stole skal aftørres. Toiletter skal rengøres og gulvet vaskes.

Trådløs internet
På centret er der trådløst internet, som kan benyttes uden merpris. Der er ikke nogen kode på netværket.

Luk og lås
Kontroller at alle døre og vinduer er lukket og låst. Husk at aflevere nøglen i nøgleboksen og drej tallene til 1234.

Erstatningskrav

Som ved andre udlejningshytter skal man også på Moselund Spejdercenter erstatte beskadigelser på hytten, område eller inventar.

Hvis der sker skader på hytten eller hyttens materiel, skal I dække omkostninger for nyanskaffelse af tilsvarende. Sker der skader på området, eller efterlader I området i en stand, hvor vi bliver nødt til at udbedre området, for igen at kunne udleje dette, skal I dække vores omkostninger i forbindelse med dette – fx hvis I graver på lejrpladsen uden at dække til igen.

Sker der skader, skal I selv rette henvendelse til udlejer og fortælle om skaden. Vi tjekker dog også selv hytten inden næste lejer kommer, men hjælp os venligst med at melde eventuelle skader.

Husk, at vi skal kunne leje området ud igen. Er I i tvivl om, hvordan man kan bruge området, er I meget velkomne til at skrive til os.

Pakkeliste

Som lejer af hytten Store Moselund har I adgang til køkken med almindeligt køkkenudstyr og service til 30 personer. Desuden har I adgang til sovesalen med madrasser, samt til toiletter og baderum.

I skal selv medbringe forbrugsmaterialer såsom toiletpapir, viskestykker, karklude mm. Jeres deltagere skal desuden medbringe lagen til madrasserne.

Der forefindes rengøringsmidler til gulve og toiletter i hytten.

Her er en huskeseddel som vi selv benytter:
Toiletpapir
Håndsæbe
Evt. ekstra hygiejnebind
Viskestykker
Karklude
Køkkenruller
Opvaskemiddel
Affaldsposer (små og store)

og for deltagerne:
Lagen

Indkøbsmuligheder

Hinnerup ligger mindre end to kilometer fra Moselund Spejdercenter og her kan I købe alle almindelige varer til jeres lejr.

På Storegade i Hinnerup er der fire velassorterede supermarkeder: SuperBrugsen, Netto, Aldi og Fakta.

I Søften, ca. 5 km fra centret, ligger Rema 1000.

I Tilst, ca. 15 km fra centret, er der en Bilka.

 

Danmarks bedste bager, Bagergården, ligger også i Hinnerup sammen med Østjyllands bedste pizzaria, Il Padrino.

Handicapegnet

Moselund Spejdercenter er ikke specielt indrettet til bevægelseshandicappede og der er ikke handicaptoilet. Dog er det i tørvejr muligt at komme rundt på det meste af lejrområderne med rullestol og med hjælper er det muligt at bruge toiletterne. Der er med rullestol adgang til spisestue og lederrum i hytten, men ikke uden hjælp til toiletbygning og sovesal.